Tags

, , , , ,

Der er nu mindre end 2 måneder til jul ❤  Hjerternes fest ❤  

Når jeg tænker på jul, så er de første følelser varme, kærlige og glade – for jeg elsker mange af de ting, som nu langsomt sættes i gang rundt omkring 

  • Folk pynte op – jeg er især fan af alle de lys som sættes op udenfor og lyser op i en mørk tid.
  • Folk bager småkager, laver julemad

Jeg kunne jo blive ved med at liste de små juletraditioner, som betyder meget og sidder dybt fast, fordi jeg havde nogle bedsteforældre, som i den grad fik opbygget min kærlighed til jul – en kærlighed, som jeg så gerne ville give videre til mine børn – og de folk som er omkring mig ❤

Men jeg ved godt, at det ikke helt er gået, som jeg gerne ville ønske det – og i år er der sat lidt ekstra ord på.

Jeg blev skilt for snart 15 år siden, og har siden prøvet at sørge for at julen ikke blev påvirket for meget, men det kan jo ikke undgås, at julen er anderledes for skilsmissebørn end børn i en kernefamilie – der bliver som oftest holdt jul 2 gange for de fleste skilsmisse børn, og selv om man prøver ikke at komme yderligere pres på i en travlt tid, så tror jeg, at mange rammes af, at man overkompensere, og prøver at få holdt jul med alle og man skal nå det hele julebag, pynt, hygge & besøg hos familie.

Jeg må nu sande, at julen for mine børn ikke er en god tid, og det gør ondt – for jeg ville ønske, at de kunne se frem mod julen med samme kærlighed, som jeg gør.

Men de er ramt af en følelse af, at de ikke kan være der nok for alle, og at der altid er en del uro omkring, hvor skal julen holdes, hvordan skal den deles, så alle bliver glade, og hvordan skal den blive i fremtiden, når de som skilsmissebørn skal holde jul med deres familie.

Når jeg sidder og tænker på dette, så er der nok flere skilsmissebørn, som er ramt af disse tanker.

Så hvordan kan vi som skilsmisseforældre gøre noget? Jeg ville ønske, at jeg havde de gyldne svar, og at jeg kunne ændre på det hele med det samme, men jeg tror desværre, at det måske skal ske over et par år – for at ændre så mange års rutiner kan være svært.

Så i år har jeg et lille mål midt i alt det andet – Julen skal være en god tid og jeg skal prøve at få julekærligheden tilbage til mine børn.

Derfor prøver jeg, at få mine børn til at åbne op omkring deres følelser om julen, prøver at høre hvad de gerne vil, og ikke mindst så sørger jeg for at fortælle, at de skal have det godt og ikke stresse over julen.

Lad os lave en pagt som skilsmisseforældre – jul skal være på børnenes behov, også selvom det måske betyder, at vi som forældre ikke får holdt jul med dem hvert andet år, hvis det er det som vores børn vælger.

Lad dem være med til at bestemme om der skal være aftaler om juleklip eller dans om juletræet 2 gange, eller om de blot har behov for at hvile ud og være sammen med os – fordi alt deres krudt er brugt på juleklip de seneste 2 dage eller jul med vores eks.

Lad juleglæden komme tilbage – lad kærligheden til julen finde vej tilbage<3

Kærlige tanker 

M