Tags

, , , ,

Jeg er nok startet på dette indlæg 50 gange 😦 Syntes jeg har fundet det emne som stille trykker på indeni, men efter ganske få afsnit så stopper strømmen af ord.

Kender du det at netop som man tror, at man er kommet igennem en hård periode, og nu vil der være luft, overskud og en positiv tid forude, så kommer det lige noget i vejen ?

Jeg tror umiddelbart, at de fleste har prøvet at have det sådan på et tidspunkt, og kunsten er så, at holde fast i sig selv, og at finde frem til et positivt holdepunkt igen.

For dig som har været med hele tiden – så kom der et meget personligt og ærligt indlæg i juni – og det gør ondt for mig at tænke på, og jeg er nok nået dertil, hvor jeg selv er træt, og så er det tanken kommer – mon jeg også går og tærer på mine omgivelsers kræfter 😬

For er der noget som jeg egentlig helst vil, så er det at være den der “Stærke kvinde” – hende der har styr på livet, hende der kan klare sig selv, og hende der spreder smil og godt humør omkring sig.

Men ærligt så så er den der “Stærke kvinde” tæt på at knække midt over

Jeg er træt af at kæmpe, for hver gang jeg er kommet igennem et dyk, så kommer der lige en udfordring mere, som kræver lidt flere kræfter end jeg snart kan præstere.

En ting er at min krop stadig ikke er min – den er stadig skadet, dog er skaden nu anerkendt igen, og sidste læge havde en plan for jeg kunne komme tilbage 😀 Glæden var stor på trods af udsigt til ny operation – her var en med en plan – en som jeg kunne mærke en tillid til……Og så sprang bomben…da jeg ringede en måned efter for at få ny tid, så var han der ikke mere….velkommen til kirurg nr 5… vil han kunne se samme løsning…. tillid….

Husk at trække vejret siger jeg til mig selv… kommer tilbage til den “Stærke kvinde” hvor der er smil og en sætning om, at det nok skal gå 😉

Netop som det er på plads så syntes det kommunale system at det er tid til en udfordring – for den der sygemelding det er ikke en dans på roser.

Man står til regnskab hver 4 uge – Har du nu husket at tage din medicin/genoptræning/ gør du nu det som skal til for at komme tilbage til job?

På trods af jeg har været samarbejdsvillig, har oplyst dem om kamp med at få anerkendt min krops skadesforløb, at jeg har tæt samarbejde med egen læge ved siden af, kæmper selv med form, at få medicinen på plads, så er der intet hensyn til det enkelte menneske – de har en liste for hvad der skal ske – ingen skelen til situation eller menneske – så midt i det kan de føles som en kæmpe modstander i stedet for en hjælp og en medspiller.

Det er en kamp midt i en storm af ens krop ikke lystre, at den ikke har de kræfter til at kunne de ting, som den kunne inden man blev syg, man vil have at den kommer op i gear, får kræfter til at lave de ting, som skal laves – man får givet sig i kast med det, og enten gennemføres det, hvor man får en regning efterfølgende af en krop, som skriger på restitution eller man må give op, og man må trække sig.

Mens den her indre kamp står på, og man sætter facaden op, så er der kvinden bagi, der skriger og bare har brug for hjælp og et kram – hende der har brug for omsorg og hjælp, men som er bange for at give udtryk for at kampen stadig er der – bange for at folk omkring hende ikke vil hjælpe, ikke vil give det kram, som hun så hårdt har brug for.

Det er en svær kamp, og man skal finde en balance. Finde det sted hvor man kan græde ud, finde det sted hvor der er kram og så må man tage ting som fx rengøring, oprydning og madlavning lidt lettere end man ellers gerne ville.

Så til dig derude –

Husk at folk der er syge eller kæmper nogle kampe – de har af og til brug for lidt flere kram end de giver udtryk for, brug for hjælp til det daglige, men de kan have svært ved at give udtryk for det, fordi de kan være bange for at blive afvist, og midt i en kamp kan det være nemmere ikke at bede om hjælp og risikere at blive skuffet, end at bede om hjælp og blive afvist – det kræver mindre overskud.

Og til dig som kæmper ❤

Find det sted hvor du kan få luft -kan få det kram som giver lidt ro – og giv lidt slip. Huset behøver ikke ligne noget fra bo bedre, du behøver ikke altid opretholde facaden – det er tilladt at vise lidt sårbarhed – og det er tilladt at bede om hjælp.

Mange kærlige tanker fra den kæmpende

M