Tags

, , ,

Kender du ordsproget ”En ulykke kommer sjældent alene”? Det gør de fleste tror jeg, og de fleste har nok også prøve at blive ramt på en måde, så man kan sige at ordsproget holder.

Årsagen til at der har været lidt stille her, skyldes at jeg på en måde har været ramt på denne måde, hvor det trak en del kræfter, og det gik simpelthen ind og påvirkede overskuddet og ikke mindst det med at få sat ord på det hele.

Hvis du har fulgt med så ved du, at jeg har været ramt en del på sygdomskontoen, og året 2017 skulle heller ikke blive en undtagelse på trods af, at jeg mener, at mit klippekort til sygehusvæsenet er mere end opbrugt.

Først skulle jeg slås med en følelse af at være total hypokonder, da de ikke kunne finde ud af, hvad jeg fejlede, min egen læge sagde blindtarm, lægen på sygehuset sagde nej, og så an gik der mere end en uges tid, hvor jeg røg ind og ud af sygehuset med en masse smerter – det er bestemt noget der slider på humøret og ikke mindst tålmodigheden. Der skulle gå mere end en måned inden de endelig fandt ud af at jeg havde ”brok” – ok måske ikke lige det man først havde tænkt sig, men dejligt at få en diagnose, så den der mistillid som hypokonder kunne komme lidt på afstand, selvom læger selvfølgelig ikke siger undskyld…. Her skal dog siges, at min egen lægen var meget utilfreds med sygehuset og opfordrede mig til at klage, men det er ikke lige det kræfterne bruges på, når man er syg og skal bruge kræfter på at holde sig oppe.

Da det så endelig var kommet på plads…så skulle jeg lige igennem en tur mere, nu med en lille ekstra ting i ”kufferten” frygten for svaret på en masse prøver – ”Celleforandringer” kan sætte mange tanker i gang og når man som kvinde når til der skal laves et keglesnit, så kan man godt begynde at tænke, ok jeg skal ikke have flere børn – fjern det hele så skal vi ikke tænke mere på det – men sådan er det bare ikke.

Hvis man som mig er enlig mor, så er det måske ikke sikkert, at du lige har en, som du vil dele tankerne eller frygten for svaret med – jeg ville i hvert fald ikke begynde at sige en masse til The teens – så de troede bare, at der var problemer med brokken igen.

Heldigvis havde jeg en rigtig god ven og veninde, som jeg kunne dele det med, men mange fik det først af vide, da jeg fik svaret om, at der ikke var nogle farlige kræftceller – for jeg kan ikke lide, at gøre folk jeg holder af bekymret for mig – hvilket nogle bagefter skælder lidt ud over – for hvorfor gå med det hele selv?

Det vigtigste er i hvert fald, at selvom man mødes med mistro og nærmest synlig mistænkeliggøres for at være hypokondor – så lyt til din krop! Hvis du kan mærke der er noget galt, så mærk lige efter igen og så hold fast og sørg for at blive undersøgt ordentligt – Fordi det er trods alt dig som kender din krop bedst.

Husk at du aldrig er helt alene – de fleste har folk som holder af en og gerne vil være en skulder, så man ikke kommer til at føle sig helt alene – grib en hånd eller læn dig op af en skulder – det kan godt være at du er stærk – men du må gerne trække lidt på andre en gang i mellem ❤

Her er jeg selv næsten på højkant – jeg ved, at der mangler lidt flere undersøgelser – men min stædighed holder mig oppe, og så samler jeg kræfter ved at gøre de ting, som gør mig glad ❤

Husk altid at holde fast i det gode humør og gør nogle ting der giver dig god energi ❤

Kærlige tanker

Malou ❤

Reklamer