Kender du det, at nogle gange løber tiden fra en, og inden man ser sig om, og al den dårlige samvittighed er gået igennem hele kroppen, så må man bare finde overskuddet og komme tilbage igen?

Sådan har jeg det, som jeg sidder og skriver dette indlæg. Efter at jeg så datoen på det seneste blogindlæg på Lindheart, og ikke mindst på den bog, som jeg har haft læst, men hvor jeg bare ikke kunne komme i gang med at skrive.

Jeg har været sendt til tælling – jeg havde ellers været helt overbevist om, at 2017 var mit år, og at mit ”klippekort” til sygdom og sygehuse var opbrugt, men jeg tog fejl, og denne gang der tog det ikke kun min krops styrke, mit sind gik på det nærmeste i dvale.

Jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse eller skrive, noget som jeg ellers elsker, og som plejer at få mig til at falde til ro – men denne gang fik bare en sides læsning, det til at føles som om det hele kortsluttede, koncentrationen var væk alt blev glemt med det samme.

Lad os blot sige kroppen og sindet var træt – alt gik på at holde mig oppe og til en hverdag med The Teens, træning og job, indtil jeg ikke kunne holde det mere, eller skal vi sige indtil kræfterne var brugt, og endnu en gang måtte jeg tage kampen op, for at finde ud af hvad jeg fejlede og presse på, nu skulle der ske noget.

Dybest set må jeg sige energien forlod kroppen lidt, men på trods af det holdt jeg humøret oppe ud af til – ingen skulle jo vide, at jeg inderst inde var sendt til tælling, og tanken var, at så længe humøret var højt, så kunne jeg holde til lidt mere ❤

Nu hvor jeg så vandt kampen, og fik presset på med at få fundet diagnose og operation, så er det en kamp med tålmodigheden om at finde tilbage til mig selv 🙂 Få kommet fuld retur til en hverdag, hvor jeg både kan arbejde, pleje familie/hus/venner og passe min træning – alt sammen noget som er et stort savn hos mig 🙂

Når jeg sidder og ser på forløbet, så tænker jeg over, hvad er det som gør, at jeg ikke bare kastede håndklædet i ringen, og lød kampen og overgivelsen vinde – hvorfor jeg ikke lod omgivelserne vide, at mine kræfter var tappet, og at jeg egentlig havde brug for støtte til kampen.

En af årsagerne står dog lysene klart for mig – Jeg vil ikke fremstå, som en der altid beklager mig, eller er ved at give op. Måske fordi det kan opfattes som noget meget negativt, og det ønsker jeg for alt i verden ikke – Jeg vil gerne selv være positiv, og gerne omgive mig med positive mennesker, og så den dybeste følelse….jeg bliver selv så træt af at høre på mig selv, når jeg fortæller om sygdomsforløb, eller at jeg er træt af det hele. Den følelse af træthed ønsker jeg ikke, at andre skal have den samme følelse af træthed, når de er sammen med mig 😉 De skal helst være glade og hygge sig ❤

Så måske skal man nogle gange tænke på, at selvom folk virker stærke, så giv dem lige det der ekstra kram, måske et ekstra kaffebesøg eller tilbyd en skulder, hvis man ved der er en lille kamp på sidelinien, for selvom folk ikke siger det – så har de måske brug for det 😉

Herfra sendes et kæmpe kram til dig ❤

Malou ❤