Kender du det, at nogle gange hører man bare nogle sætninger for tit – det kan fx være nogle ordsprog, som nogle bare syntes er smadder kloge, mens man selv syntes, at de er totalt dumme og nakkehårene rejser sig 😉

Jeg tror nok, at emnet har været oppe før, hvor det bla. var ”Der findes ikke dårligt vejr, men forkert klæ´r” – men i øjeblikket er det i øjeblikket ordsproget ”Lad være med at forvente noget af andre, så bliver du ikke skuffet” !

Ok, jamen det er jo på sin vis rigtigt, man skal jo nok ikke sætte næsen op efter, at ens bedre halvdel ell. veninde kan læse ens tanker, så de altid lige ved, hvad det er man har mest brug for, så de fx lige kommer med kage ell. blomster en bestemt dag, eller at den bedre halvdel har set at du drømmer om, at han erklærer sin kærlighed på en bestemt måde, eller endeligt at dine børn har fået styr på nogle små ting derhjemme ud over deres sædvanlige opgaver.

Men – ja der er jo næsten altid et MEN 😉 – det er ok at forvente, at hvis man har snakket med nogle om nogle bestemt ting eller opgaver, at de tager hensyn til de ting eller overholder de aftaler, som man har indgået.

Jeg er så træt af, at når man siger noget om forventninger, så kommer det der ordsprog med det samme – jamen for pokker – så hør nu efter, hvis man lige har fortalt at man havde en snak med en person om, at der var nogle ting som skulle klares, fordi det havde en stor betydning for en, og man så flere dage efter kan se, at de ændringer ikke er faldet på plads, så er det da ok, at være skuffet – især hvis man har fortalt at det betyder meget – dog skal man selvfølgelig lige skelne til om den andens skema måske bare været totalt overbooket, så det ikke har ladet sig gøre, men at det gøres så hurtigt som muligt – men igen har man aftalt at gøre noget med det samme – så gør det dog 😉

Jeg sad og snakkede med en veninde den anden dag, og pludselig kom den, at hun var ked af det, skuffet og følte sig en lille smule svigtet – jeg kunne med det samme have smidt det ordsprog lige i hovedet på hende, men spurgte ind til, hvad der var sket – det handlede så om, at hun havde haft en aftale med en anden veninde, og nu blev den så aflyst fordi veninden havde lavet en anden aftale – ok havde det så været fair at smide den aftale i hovedet på hende ?

Ikke efter min overbevisning – jeg kan godt forstå at hun sad tilbage med de følelser, for i en travl hverdag så er vi jo flere, som er nødt til at støtte os op af vores kalender og se, hvordan det hele kan passes sammen, og har man selv sat det ind og måske sagt nej til andet, og så pludselig står der hvor man vælges fra grundet noget andet, det er da ikke en dejlig oplevelse – og dog igen kan vi jo alle sammen blive nødt til at rykke rundt på nogle ting, hvis der kommer noget akut, men så siger man det da, og så vil de færreste efter mine erfaringer ikke stå med skuffede forventninger.

Jeg indrømmer, at jeg har forventninger til mine omgivelser ! Jeg har forventninger om, at de overholder de aftaler, som vi indgår, og så er der da også de forventninger som man måske ikke sætter ord på – Her kunne man måske nævne ærlighed og det at være trofast overfor en partner/veninde.

Det syntes jeg egentlig ikke er urimelige krav eller forventninger – hvor man så bagefter bare skal stille sig og sige, nå men ja man skal jo heller ikke forvente noget, så bliver man ikke skuffet!

Eftertænksom søndag måske – men hvad mener du ?

Rigtig dejlig søndag til dig ❤

IMG_1268

Reklamer